Børnegrupperne
Her kan du læse mere om børnegrupperne i Valhalla
Beskrivelse af børnegrupperne i Midgård og Udgård
Valhalla har ca. 45 vuggestuebørn og 85 børnehavebørn fordelt på to huse Midgård og Udgård. Midgård er afdelingen med vores vuggestuebørn og de yngste børnehavebørn, og Udgård er afdelingen med de ældste børnehavebørn.
Vi har fem grupper med børn i alderen 0-4 år, som ligger i afdeling Midgård
- Jætterne og Aserne (Team 1)
- Alferne, Mimerne og Gimlerne (Team 2).
Store dele af dagen er der åbent mellem stuerne i begge Teams, så børnene kan lege på tværs. På hver stue er der ca. 15 børn og fire voksne (to pædagoger og to medhjælpere/studerende). Foruden de faste voksne på grupperne har afdelingslederen timer på grupperne i Midgård. I afdeling Midgård er det væsentligste nærvær og tryghed. Der arbejdes sammen på tværs af alle grupper, men primært i deres Teams. De laver aktiviteter på tværs af grupperne. Dørene mellem begge Teams er åbne en del af dagen, så børnene kan lege, hvor de vil søge venskaber på tværs af grupperne. Hos de ældste i Midgård har vi meget fokus på selvhjulpenhed og leg. Børnene opdeles om formiddagen i mindre grupper, hvor der laves forskellige aktiviteter tilpasset børnenes udviklingsniveau. Vi prioriterer højt, at børnene kommer ud hver dag.
Barnet flytter fra Midgård til Udgård omkring de 4 år, når pædagogerne skønner, at det har behov for nye udfordringer. Vi forholder os også til, om der er børn, som med fordel kan flytte gruppe sammen grundet relationen. Vi tager udgangspunkt i det enkelte barns udviklingsniveau, når vi vurderer, hvornår barnet skal flytte fra Midgård til Udgård. Derfor er nogle børn knap 4 år, når de starter i Udgård, mens andre børn er godt og vel 4 år. Børnene flytter til Udgård i grupper sammen med andre børn fra Midgård. Vi vægter højt at tilgodese børnenes legerelationer, samt det enkelte barns udviklingsniveau.
Når børnene flytter grupper fra Midgård til Udgård, bruger vi 2 uger på at give dem en glidende overgang, hvor deres nye primær pædagog besøger dem i den nuværende gruppe, og hvor børnene er på besøg i deres nye gruppe. De første dage er en voksen fra den gruppe, de forlader med på besøg i den nye gruppe.
Udgård er beliggende ved siden af Midgård med en delvis fælles legeplads. I Udgård er børnene mellem 4 år og 6 år. Der er ca. 50-65 børn i Udgård og 8 voksne (en pædagogisk leder, tre pædagoger, tre medhjælpere og en studerende/medhjælper). Udgård er inddelt med forskellige lege- og læringsmiljøer. Børnene må bevæge sig rundt i huset på tværs at relationer og ativiteter. Der er dog faste aktiviteter ugen igennem, som de skal deltage i f.eks. bålmad, storegruppe/minigruppe, ture ud af huset og salen i Midgård. Desuden er der hver dag to til tre planlagte aktiviteter i huset/på legepladsen. Børnene i Udgård er inddelt i tre spisegrupper - Dragerne, Vætterne og Troldene. Hver spisegruppe har tilknyttet en fast primærpædagog. Disse grupper benyttes primært til måltiderne. Vi vægter også i Udgård udelivet meget højt, børnene er ude en stor del af dagen. Desuden prioriterer vi at arbejde med kreative udtryksformer – vi har bl.a. et stort værksted inde og et udeværksted, hvilket giver børnene mulighed for at eksperimentere med mange forskellige materialer.
Nærvær, tryghed, leg, sociale relationer, læring, sprog, kreativitet og udeliv prioriteres højt i alle afdelinger i Valhalla. Vi er meget opmærksomme på at støtte det enkelte barn i dets udviklings niveau.